Forretningsgang køb/salg

Når man overtager en andelsbolig er det – lidt forenklet – en mellemting mellem at leje og købe.
Som andelshaver i Skelbo er du medejer af foreningens 30 boliger og har ret og pligt til at bo i én af dem.
Som i andre typer andelsboligforeninger, hæfter medlemmerne personligt solidarisk for pantegælden og bankgæld i form af ejerpantebrev i ejendommen.
Hvad angår anden gæld hæfter andelshaverne kun med indskudsbeløbet.  Skelbos øvrige kreditorer kan altså ikke forlange penge direkte af medlemmerne, hvis foreningen ikke kan eller vil betale kreditoren.

Finde en køber
Foreningen har en venteliste med interesserede købere, som bliver spurgt om de vil overtage boligen.
Det betyder at sælger ikke kan bestemme hvem der skal have lov til at overtage boligen, medmindre den skal overtages af én fra sælgers allernærmeste familie.
Hvis alle fra ventelisten siger nej tak, skal sælger selv finde en ny køber, fx ved at annoncere i avisen. Sælger har derefter ret til at 'indstille en køber' til foreningen.

Prisen
Skelbo har enkle regler, der skal sikre at salgssummen er fair og rimelig.
Foreningen fastsætter hvert år prisen for andelen på sin ordinære generalforsamling.
Derudover kan sælger forlange at få betaling for forbedringer af boligen (se kapitlet om forandringer af boligen) – dog minus afskrivninger pga. alder (se i øvrigt kapitlet om boligens standard). Andelshaverne har lov til at sætte sit præg på boligerne, og derfor er boligerne efterhånden blevet forskellige, selv om prisen for andelen er den samme. 

I Skelbo vælger sælger som oftest at lade komfur, køleskab, fryser og emhætte være en del af handlen. Disse ting kan køber ikke sige nej til. Prisen må højst være købsprisen minus afskrivninger.
Sælger og køber kan også aftale at lade andet løsøre (fx en vaskemaskine) være en del af handlen, men sådan en aftale har køber dog lov til at fortryde helt op til overtagelsesdagen.
En vurderingsmand besigtiger boligen der skal sælges og udarbejder en fraflytningsrapport med punkter der skal udbedres.     

Handlen
Skelbos bestyrelse skal godkende den samlede overtagelsesaftale. Igen for at sikre en fair pris.
Når køberen er fundet, skal bestyrelsen godkende køber. Det sker som regel ved en lille snak mellem bestyrelsen og køberen, der som oftest her vil blive præsenteret for salgspapirerne.

Der er ingen slutsedler og ingen skøder, der skal tinglyses, når man overtager en andelsbolig. Til gengæld er der en overdragelsesaftale (mellem køber og sælger) og en boligaftale (mellem køber og forening), der skal underskrives. Det sker på et salgsmøde mellem sælger, køber og bestyrelsen, hvor man også aftaler overdragelsesdatoen.

Der er ingen penge direkte mellem køber og sælger. Køber indbetaler købssummen til foreningen, der så igen betaler sælgers indskud tilbage, når alle omkostninger er gjort op.

Flyttesyn     
Sælger er forpligtet til at vedligeholde sin bolig og aflevere den i 'pæn stand', når den skal sælges.
Fejl og mangler i boligen skal være udbedret inden overtagelsen.

Flyttesynet afholdes på overtagelsesdagen.
Ved flyttesynet skal køber sammen med bestyrelsens repræsentanter gennemgå om anmærkningerne i vurderingsmandens rapport er udbedret eller der er truffet en økonomisk aftale mellem køber og sælger.  Køber er velkommen til at tage rådgivere med. 

Repræsentanterne for foreningens bestyrelse  optræder ikke som garanter for, at alle store og små fejl bliver fundet, men tjekker om boligen er decideret misligholdt og sikrer, at flyttesynet finder sted og nøgler overleveres.

Sælger kan ikke selv udbedre eventuelle fejl og mangler, som bliver noteret ved flyttesynet. I stedet vil udgifterne til håndværkere m.v. bliver fratrukket sælgers tilgodehavende i foreningen.

Hvis køber, sælger og bestyrelse ikke kan blive enige, kan man få udpeget en 'dommer' udefra, en såkaldt voldgiftsmand, der så kan træffe en endelig afgørelse (se vedtægternes § 14.5).


For flere  detaljer henvises til foreningens vedtægter og "Køb og salg af andelsbolig i Andelsforeningen Skelbo" som findes på de interne sider.
I forbindelse med et konkret salg kan interesserede købere rekvirere dokumentet.