Økonomi

Lidt generelt om andelsboliger vs. ejeboliger og økonomien i AB Skelbo

En andelsbolig er en mellemting mellem ejerbolig og lejebolig.
Alt det indvendige i boligen er som ved en ejerbolig – det ordner du selv.
Alt det udvendige sørger foreningen – som du er medejer af – for.
Det gælder vedligehold og udskiftning af fx vinduer, tagrender, legepladsen og den fælles vej,
og foreningen betaler også for fælles haveredskaber, renovation, husforsikring osv. osv. 

Rent økonomisk skal du betale et engangsbeløb for andelen (andelsprisen), når du flytter ind og desuden en månedlig boligafgift.
Boligafgiften går til at dække foreningens fælles udgifter.
Se Skelbos andelspriser under Priser og Boligafgift.

Det er foreningen, der ejer alle bygninger i foreningen og derfor kun foreningen, der kan få realkreditforeningslån.
Skal du låne penge til at betale engangsbeløbet, skal du låne pengene i banken, hvor man kan få særlige andelsboliglån.
Bankerne stiller ofte en række krav til andelsboligforeningens vedtægter for at give lån, og AB Skelbos vedtægter opfylder disse standardkrav.

Når man skal sammenligne priser på en andelsbolig og en ejerbolig, skal man undersøge hvor stor "friværdien" er i andelsboligen.
AB Skelbo er vurderet til en værdi i omegnen af 60 mio. kr., og der er optaget realkreditforeningslån på rundt regnet 12 mio. kr. (fastforrentet ), dvs. en pæn stor "friværdi". 

En andelshaver i en 4-værelses bolig ejer 4,2% af foreningen.
Fordeles værdien på hver enkelt bolig og trækkes den fælles gæld fra, svarer det til at andelele skulle koste noget mere end de reelt gør.
Når andelsprisen faktisk er lavere er det fordi, at foreningens generalforsamling har fastsat en maksimalpris.
I Skelbo har det været et princip, at andelsprisen skal sættes sådan, at det altid vil være billigere at bo i en andelsbolig i AB Skelbo end at bo i en tilsvarende ejerbolig i området


Det er vigtigt, at du undersøger hvor meget gæld, der er i andelsboligforeningen og hvilken type gæld det er.
Vær især opmærksom, hvis der er optaget lån med afdragsfrihed. Det betyder at boligafgiften stiger, når afdragsfriheden er udløbet.
Du vil ofte se, at foreninger med høj andelspris (som Skelbo) har lille gæld, mens en lav andelspris dækker over en høj gæld.
Eftersom du som andelshaver både bliver ejer af en andel af friværdien og af foreningens fælles gæld, 
skal du lægge andelsprisen sammen med andelen af gælden for at få den sande pris for boligen.

En stor del af boligafgiften går til afdrag på den fælles gæld. Jo mere der er betalt af den fælles gæld, jo mere kan andelsprisen stige.
Resten af boligafgiften går til fællesudgifter. Andelsboligforeningen har ingen rentefradragsret, men til gengæld skal man heller ikke betale ejendomsværdiskat.
Du kan naturligvis fradrage renterne fra dit banklån på helt almindelig vis.


Den økonomiske ulempe ved andelsboliger i forhold til ejerboliger er, at man som andelshaver er henvist til banklån og ikke kan få realkreditlån, som normalt er billigere end banklån.
Til gengæld kan man låne op til 100 % af værdien, hvor realkreditlån kun må gives op til 80% af værdien.
Jo mindre du har brug for at låne til køb af andelen, jo mindre betyder denne renteforskel naturligvis for dig.

Du kan sammenligne den samlede sum af  det månedlige låneafdrag + boligafgiften med den månedlige nettoydelse på en ejerbolig –
dog skal du huske at medregne udgifter til ejendomsværdiskat (typisk 1.000-2.000 kr. om måneden), grundejerforening, renovation og husforsikring
– samt nok så vigtigt: prisen for al udvendig vedligeholdelse.

Endelig er salgsomkostningerne generelt små, når det gælder andelsboliger.
I Skelbo er der ingen ekstraomkostninger for køber ved køb af andelsbolig. Når du sælger, betaler du et mindre gebyr og for vurdering ved en ekstern vurderingsm/k i alt ca. 6.000 kr. 

Vil du sammenligne de månedlige udgifter for andels- og ejerboliger,  bør følgende elementer tages i betragtning:

 Når det kommer til at sammenligne priser på andelsboliger og ejerboliger, er det vigtigt at se på, hvor stor gæld andelsboligforeningen har, og hvilken type gæld der er tale om.
AB Skelbo blev i 2010 færdig med at betale de oprindelige (og støttede) lån, som byggeriet i sin tid blev finansieret med.
Foreningens gæld består i dag af et nyt fastforrentet realkreditforeningslån, som har finansieret de senere års renoveringer. 
Størstedelen af boligafgiften går til afdrag på foreningens gæld og resten til udvendigt vedligehold og andre fællesudgifter (renovation, forsikring, skatter mv.). 


Valuarvurdering og energimærkning

AB Skelbo gik i 2006 over til valuarvurdering.  Andelskronen blev fastsat ud fra et princip om at det skulle være mindst 10 % billigere at bo i andelsbolig end i en tilsvarende ejerbolig i området, også når der er taget hensyn til, at der gives forskellige låntyper til andels- og ejerboliger. 

Et fingerpeg om forholdet mellem prisen på en andelsbolig og en ejerbolig er kvadratmeterprisen. Skelbo har et samlet boligareal på 2.798 m2, og den aktuelle valuarvurdering  (2020 fastholdt) er på 60.375.000 mio. kr. Hvis andelsboligforeningen skulle sælges til dette beløb ville kvadratmeterprisen være 21.578 kr. Foreningen har valgt at sætte andelskronen under det maksimale sådan, at den faktiske kvadratmeter-pris er lavere. 


I 2009 blev foreningen energimærket.